TILSKUDSREGLER

Det er Lægemiddelstyrelsen, som afgør, om der skal være tilskud til medicinen eller ej og der er forskellige former for tilskud.

Der kan gives alment sygesikringstilskud, når du har passeret 925 kr. indenfor 1 år og er over 18 år.

Eller der er klausuleret sygesikringstilskud, som kun gives til pensionister eller til bestemte sygdomme.

Tilskud til medicin afhænger desuden af hvor meget medicin, du bruger indenfor et år.

Du kan læse meget mere om beregning af medicintilskud her

 

Tilskudspriser
Den pris, som tilskuddet beregnes ud fra, er ikke nødvendigvis den pris, som medicinen koster. Ved beregning af tilskuddet benyttes beregningsgrundlagspriser. Det betyder, at  hvis der er flere ens udgaver af en type medicin, får du tilskud efter prisen for det billigste præparat, det man kalder for tilskudsprisen. Hvis lægen udfylder recepten sådan, at der udtrykkeligt bliver bedt om en udgave af medicinen, hvor prisen er dyrere end tilskudsprisen, får du kun tilskud efter det billigste præparat. 
 

Tilskud til døende
Lægemiddelstyrelsen kan efter ansøgning fra den behandlende læge desuden yde tilskud på 100% til medicin til døende, hvor hospitalsbehandling må anses for udsigtsløs. Dette tilskud ydes til al lægeordineret medicin, uanset om medicinen oprindeligt var tilskudsberettiget eller ej.
 

Enkelttilskud
I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra din behandlende læge yde tilskud til et lægemiddel, der ikke generelt gives tilskud til. Det kræver, at lægen begrunder, hvorfor du bør behandles med lige det lægemiddel.
Bevilling til enkelttilskud kan apoteket se i CTR (Centrale tilskudsregister).
 

Forhøjet tilskud
Hvis du af medicinske grunde – fx på grund af allergi over for hjælpestofferne – er nødt til at bruge et specielt lægemiddel, som er dyrere end tilskudsprisen, kan din behandlende læge søge Lægemiddelstyrelsen om forhøjet tilskud, så tilskuddet udregnes efter lægemidlets faktiske pris i stedet for efter tilskudsprisen.
Bevilling til enkelttilskud kan apoteket se i CTR (Centrale tilskudsregister).
 

Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR)
Det er Lægemiddelstyrelsen, som løbende opgør den enkeltes forbrug af tilskudsberettiget medicin og registrerer det i et landsdækkende elektronisk register, CTR. Apotekernes computersystemer er løbende opdateret med oplysninger fra registret, og det betyder, at apoteket automatisk trækker tilskud fra prisen, når du køber medicin på apoteket.
 

Helbredstillægskort
Pensionister har stadig mulighed for at få et ekstra tilskud til medicinen gennem det såkaldte helbredstillægskort (der tidligere kaldtes medicinkort). En forudsætning for at få et helbredstillægskort er, at din bopælskommune skønner, at dine økonomiske forhold berettiger dig til det. Du kan søge om et helbredstillægskort i Social- og sundhedsforvaltningen i din kommune. 
Du kan læse mere om medicintilskud på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside » www.medicinpriser.dk

Kilde: Min medicin.dk